Forløb med STRIK – ‘Strikket Danmark’
Aldersgruppe: 3-6. klasse eller 7-9. klasse
Tidsramme: fra 10 timer til en emneuge
Emne:
Miljø (nærmiljø og naturmiljø), biologi, bæredygtighed, arter, indsamling/høst/produktion, Danmarkshistorie, håndværk, redskaber, strik, designproces.
Beskrivelse
Vi snakker om planter og deres brug til tekstiler til tøj og hjem. Vi diskuterer miljø og bæredygtighed, når man høster eller samler materialer. Vi går ud i naturen og samler planter som vi skærer og klipper til tråde. Hvilke planter kendetegner netop jeres nærområde? Nu kan vi strikke små firkanter til at udsmykke klassen.
Forløbet differentieres i forhold til aldersgruppen og flettes sammen med gruppens øvrige undervisning. Det tilrettelægges med undervisere/n ud fra hvilke ønsker I har til forløbets vinkel. Der kan med fordel arbejdes med et emne (ex. planter) som introduktion til forløbet.
Forløbet
Jeg lægger ud med at fortælle om mit eget fortløbende projekt, Strikket Danmark, hvor jeg arbejder med at skabe tekstile værker ud fra materialer, jeg finder og bearbejder i mit nærområde. Jeg fortæller om min motivation i forhold til at arbejde med en pre-industriel metode, hvor jeg bruger uforarbejdede materialer og selvskabte redskaber, i en digital/virtuel kontekst.
Vi snakker om det faglige materiale klassen evt. har arbejdet med. Vi gennemgår fx Gudenåens flora og fauna, stenalderens samfund, den opdagelsesrejsende viking etc.
Til sidst introduceres eleverne til tekstile metoder: Strik og væv. Eleverne lærer at starte deres tekstil på strikkeriven, og vi starter med at lave prøver i papirgarner.
Senere går vi ud og samler materialer, skærer/klipper dem ud til lange tråde og strikker små prøver med dem. Forløbet ender med, at vi strikker et tekstil på strikkeriven.
Forløbet kan udvides ved at man selv konstruerer strikkeriven + at man strikker med andre materialer. Har man adgang til fx genbrug, ReMida el andet, kan det sagtens implementeres.
Jeg medbringer strikke-river og redskaber, med mindre andet aftales.