Musik i bevægelse – mærk rytmen
Aldersgruppe: 6-17 år
Tidsramme: fra 10 timer, kunstnerbesøg er 2 timer ad gangen
Sang, dans og spil (SDS), sang, spil og bevægelse (SSB), icebreakers, Kucheza, stomp, skraldejam, og så videre. Der er mange måder at beskrive det at bevæge sig i musikken, og med kroppen og stemmen skabe noget sammen.
I dette forløb fokuserer vi på puls, rytmer og fællesskab og hvordan vi sammen kan skabe noget musik, der giver mening for os.
Vi arbejder hen imod et musikalsk fællesskab, og det kræver, at vi løsner op og bevæger os sammen. Med rytmiske øvelser, sange og musikalske udfordringer leger vi os til en forståelse af rytmer, klang og improvisation. Vi kaster os over nogle rytmelege og øvelser der vil styrke fornemmelsen for rytmer, groove og underdelinger og bygger måske frem imod en optræden eller en optagelse af en musikvideo.
Vi ‘snyder’ os selv til at blive længe i en puls og en musikalsk stemning ved at lege, grine og udfordre os selv. Det giver os ikke bare en bedre forståelse af hvad rytmisk musik kan, men skaber også en fornemmelse af fællesskab og samhørighed. Det at vi bevæger os sammen, synger, hopper, danser og klapper gør at vi mærker hinanden på en anden måde. Musik er med til at danne stærke fællesskaber og er en praktisk tilgang til god gruppedynamik.
Opbygningen af et musikalsk groove svarer på mange måder til at bygge en maskine. Hver del af groovet har en funktion og er et vigtigt tandhjul i maskineriet. For at kunne fungere skal alle i samspillet forstå sin egen rolle, men også kunne arbejde sammen som én organisme.
Rumklang – et lydlaboratorium
Aldersgruppe: 10-17 år
Tidsramme: fra 10 timer, kunstnerbesøg er 2 timer ad gangen
I dette forløb optager og konstruerer vi lyd, der sammensættes til en fælles auditiv kunstoplevelse. Vi bruger computeren, telefoner og tablets til at optage og undersøge lydene og efterfølgende sætte dem sammen på nye måder.
Med projektet RumKlang vil vi udforske stedet og rummets egen lyd samt vores påvirkning af det. Samtidig bruger vi aktivt den følelse rummet skaber i os, til at arbejde kunstnerisk med lydoptagelser.
Projektet skaber en unik mulighed for, at eleverne auditivt kan kortlægge elementer fra livet på skolen – enten som konkret reallyd af stemninger og rum – eller som efterbehandlede lydkollager.
Med optageudstyr under armen og kreativt gåpåmod, tager vi på field-recording efter lyde og stemninger, og måske skal vi også lede efter den absolutte stilhed, eller det der støjer aller aller mest.
Vi sætter vores egne dogmer og regler for hvor lydene skal findes: indenfor/udenfor, natur/maskiner, hyggestemning/aktiviteter, osv.
Derefter efterbehandler vi optagelserne i programmer som f.eks. Garageband, Audacity eller Ableton Live. Det er kun vores kreative sanser, som bestemmer hvilken drejning vores lydkunst tager. Er der tid til overs, kan vi forsøge os med en lydinstallation eller sample og spille de indsamlede lyde på instrumenter.
Praktisk
Rent teknisk er eneste krav, at alle har en telefon med indbygget diktafon eller andet, der kan optage lyd (Ipad, computer eller lign.).
Workshoppen lægger op til gruppearbejde, men der er også plads til individuelle tilgange.
Eleverne gør i løbet af dagen/ugen sig klar til at afvikle/afspille deres optagelser til en fælles afslutning.
Om underviseren
Kristoffer er konservatorieuddannet musiker/musiklærer (sanger, saxofonist, SDS) og har en bred erfaring både som musiker og som underviser. Han er med i den elektroniske vokalgrupper Postyr, som har turneret bredt og udgivet 3 CD’er. Kristoffer har lavet mange skolekoncerter og undervist adskillige steder med temaer som SDS, elektronisk musik, vokalarbejde mm.