Stofmasker
Aldersgruppe: 3-6 år eller 1.-5. klasse
Tidsramme: fra 10 timer
Vi laver sjove, dekorative masker i stof og skrot. Et forløb, der kan være både grønt og billigt.
Resultatet er nogle flotte masker med et udtryk midt imellem østeuropæisk polka og kunst fra Papua New Guinea – fedt, crazy og anarkistisk. Maskerne kan laves, så man kan have dem på og evt. bruge dem til en forestilling. De kan også bruges som rent dekorative masker.
Maskerne laves af to omgange – en undermaske af stof, gerne genbrug. Herefter dekoreres maskerne ved at man limer skrot på, som børnene evt. kan finde i nærmiljøet.
Selve arbejdet er meget hyggeligt og derfor godt for trivslen på institutionen/skolen.
Lakbilleder
Aldersgruppe: 3-6 år eller 0.-8.klasse
Tidsramme: fra 10 timer
Vi laver billeder ud fra en spændende og kreativ lag-på-lag-teknik, der nemt giver nogle fine resultater, både for børnehavebørn og større børn. Teknikken kan også bruges til at lave større fællesbilleder.
Vi starter med at lave en baggrund på en træplade. Denne kan varieres efter alder, og hvad vi vælger som tema for billederne. Børnene tegner hovedmotivet, og temaet kan være ’mine venner’, ’dyr’ eller ’pædagogerne på min stue’. Jeg lærer børnene en tegneteknik, som næsten altid giver nogle rigtig flotte resultater. Herefter farvelægger børnene tegningen, og til sidst limer jeg den over på baggrunden.
Når billederne er tørre skal de lakeres med en højglans skibslak.
Forløbet kan bruges til at få nogle flotte billeder på væggen, men for rigtig mange børn er dette forløb også godt for selvtilliden i forhold til at kunne tegne. Det er imponerende, hvilke resultater de kan opnå med min teknik.
Praktisk
Begge forløbet kan skaleres op til et større projekt, hvor man fx kunne indlægge ekskursioner og arbejde med flere kilder til inspiration.
- Ved forløb for børnehavebørn anbefaler jeg grupper på 6 børn og en pædagog, udover mig.
Er forløbet på 10 timer kan man lave fx 4-5 grupper, og dermed 30 masker eller lakbilleder
- Ved forløb for skolebørn anbefaler jeg ca. 20 børn og en lærer, udover mig. Her kan vi arbejde med i dybden med både inspiration, udførelse og materialevalg.
Om underviseren
Ginette er oprindelig keramiker og arbejder med ler, billeder, skrotkunst og mange andre materialer. Hun har en mangeårig erfaring både som kunstner og som underviser. Ginette har lavet mange udsmykninger og udstiller jævnligt sine værker, se CV. Som underviser er Ginette optaget af både en god proces og et flot resultat, og hun arbejder ofte i et univers af fantasifulde dyr.