Groove og bevægelse
Aldersgruppe: 0.-10. klasse
Tidsramme: fra 10 timer til en hel emneuge
Antal deltagere: max 35. pers.
Alle har deres egen måde at bevæge sig på, og dette forløb handler om at give redskaber til deltageren; til at finde sig selv gennem dansen og sin egen måde at bevæge sig på. Det handler om individualitet, hvor alle kan være en del af gruppen, og alle er på lige fod. Det er vigtigt, at deltagerne føler sig godt tilpas, og jeg har stor fokus på det sociale aspekt i processen og dansen.
Vi arbejder med de grundliggende elementer indenfor hiphop og freestyle og får en base på plads med grundbevægelser, groove, rytme og brug af forskellige kropsdele. Vi sammensætter nye måder at bevæge os på og arbejder med freestyle/improvisation. Jeg præsenterer forskellige dansestilarter indenfor freestyle og cypher (hvor man står i en cirkel og går ind og danser en efter en, eller sammen i mindre grupper) og viser forskellige måder og teknikker, hvorpå man kan overvinde og overgå sine egne grænser.
Resultatet er at få mere kontrol over kroppen, kunne finde rytmen i musikken og bevæge sig herefter. Børnene/de unge får igennem forskellige dansestile redskaber til at kunne danse i forskellige niveauer, retninger og hastigheder. Ydermere får de kendskab til cypher, hvor man improviserer/freestyler foran andre og i fællesskab.
Forløbet kan munde ud i en mindre forestilling/performance, hvor f.eks forskellige stemninger, følelser, temaer kan blive udtrykt.